Introduktion og sammenføring af katte

Af Fie Tiedemann, fagveterinærsygeplejerske i klinisk etologi

Statistikker viser en stor del af os katteejere ikke nøjes med at have en kat. Da katte på mange områder er utrolig nemme kæledyr, virker det ikke som så stor en udfordring at have flere, i modsætning til hunde, som generelt kræver mere af deres ejere. Men i modsætning til den socialt anlagte hund, kan det være en udfordring for enerådige katte at bo sammen. Og det hele starter med og afhænger i høj grad af, hvordan kattene introduceres for hinanden.



Naturlig skepsis overfor andre katte

For at forstå vigtigheden af en god introduktion og sammenføring, skal man se på kattens naturlige adfærd. Katte betegnes som solitære. De jager ikke i flok og er ikke afhængige af andre katte for at overleve. En fremmed kat vil instinktivt blive opfattet som en potentiel trussel og ikke en potentiel ven.
Katte er dog ikke asociale og kan leve sammen med andre katte i grupper, hvor de deler og forsvarer deres territorie sammen. Den enkelte kat vil dog altid selv være ansvarlig for sin egen overlevelse og gå alene på jagt.
 

Kattes kommunikation bærer tydeligt præg af deres solitære adfærd. Størstedelen af denne kommunikation har til formål at holde andre katte på afstand, og dette gør de primært med duftsignaler. Kattes kropssprog er ikke så nuanceret som hundes, da kattene, hvis de kan, vil undgå tæt kontakt. Slåskampe vil de gøre alt for at undgå, da skader kan forhindre dem i at gå på jagt, hvilket deres overlevelse afhænger af. Selvom vores kælekatte har rigelig mad og egen dyrlæge, ligger instinktet om at søge afstand stadig dybt i dem.
 

Gode katteforhold

En vigtig del af at katte kan leve konfliktfrit sammen, er at der skal være rigelige ressourcer. Altså rigelig mad, vand, kattebakker, sove- og gemmesteder, ind- og udgange osv. Muligheden for at kunne skabe afstand er meget vigtig, selv hvis kattene fungerer godt sammen.
Duftsignaler tjener også en vigtig rolle, når først kattene har opbygget en god relation. Ved at soignere hinanden og gnide sig op ad hinanden, udveksler de dufte. Dette bliver til en fælles-duft, som de genkender hinanden på. Dette gælder faktisk også kat-ejer forholdet og forklarer bl.a., hvorfor vi katteejere bliver lagt på is, efter længere tids adskillelse fra katten, f.eks. pga. ferie. Katten er ikke fornærmet, fælles-duften er simpelthen bare væk! 

 

Killing eller voksen kat?

Som udgangspunkt, opfattes en killing som mindre truende end en voksen kat, men jeg vil ikke komme nærmere ind på detaljerne omkring valg af kat nummer to, tre eller flere i denne artikel. Bare husk på at kat nummer et, sjældent er ensom eller længes efter en ven. En ekstra kat skal være ligeså meget for ejers skyld og man skal være forberedt på, at det kan kræve en større indsats at have flere katte sammen.

Hvor lang tid tager introduktionen?

Processen med at introducere kattene kan tage alt fra timer og dage til uger. Hvor lang tid samt, hvor stor chancen er for at sammenføringen er en succes, afhænger af flere faktorer:

  • ​Socialisering
  • Tidlige erfaringer
  • Race
  • Personlighed, temperament
  • Alder
  • Køn
  • Helbred
     

Killingers socialiseringsperioder ligger i alderen fra to-tre til otte-ni uger. Killinger som i disse perioder har fået gode erfaringer i deres miljø og med andre individer, har gode forudsætninger for at tilpasse sig nye miljøer og nye individer. Nogle racer er fremavlet til at være mere socialt anlagt end andre, og så er den enkelte kats personlighed også en faktor, man skal regne med.

 

Gradvis tilvænning til hinanden

Jo bedre introduktionen forløber, jo større er chancerne for at de kan leve sammen og acceptere hinanden. En uheldig start, hvor kattene får dårlige associationer til hinanden, kan være særdeles vanskelig, og til tider umulig, at komme videre fra. Det er derfor vigtigt at den foregår gradvist!

 

Forberedelser

Inden den nye kat flytter ind, indrettes et rum som den skal opholde sig i de første dage, adskilt fra den anden kat/de andre katte i hjemmet. Det er nemmere for den nye kat at nøjes med at udforske et mindre område i starten, mens den vænner sig til de nye omgivelser. Rummet skal være udstyret med de ting, som den har brug for: mad og vand, kattebakke, legetøj, kradsetræ, sovepladser og gemmesteder. Sovepladser og gemmesteder må gerne være hævede fra gulvet, da katte nyder at kunne betragte omgivelserne oppefra, specielt når de føler sig usikre.

Man kan med fordel bruge Feliway, det vil hjælpe både den ”gamle kat og den nye. Begge skal helst føle sig så veltilpasse som muligt, inden de skal tage stilling til hinanden. Feliway er en kunstig variant af et duftstof (feromon), som katte udskiller fra kirtler i ansigtet. Katte afsætter feromonet når de f.eks. gnubber sig op af genstande i territoriet. Man mener dette øger kattens følelsesmæssige stabilitet, formentligt ved at hjælpe katten med at skelne mellem det kendte og det ukendte.
 

Feliway

  • Fås både som spray og som diffusor til stikkontakten
  • Sprayen kan bruges direkte i omgivelserne og den skal genopfriskes 1-2 gange om dagen
  • Diffusoren spreder duften ud i hele rummet og rækker til konstant brug i en måned
  • Findes også i en ”Friends” udgave, som er velegnet til sammenføring af katte

Duftudveksling

Når den nye kat er flyttet ind i sit rum, skal den have tid til at udforske de nye omgivelser og introduceres til dens nye ejere. Når katten er tryg og afslappet, skal der udveksles dufte mellem de to ”katte-lejre”. Dette gøres ved at bytte f.eks. legetøj, tæpper som kattene sover på, osv. Den fremmede duft vil sikkert være genstand for meget opmærksomhed i starten, men dens tilstedeværelse accepteres gradvist, efterhånden som den blandes med kattens egen duft. Man kan desuden sprede kattenes duft i hinandens lejre, ved at gnide et håndklæde mod deres kinder for at få duften fra ansigtsferomonerne over på håndklædet. Dette håndklæde gnubbes dernæst på steder i den anden kats omgivelser, f.eks. dørkarme og på hjørner af møbler. Det giver kattene mulighed for at vænne sig til hinandens dufte, samt at skabe en fælles-duft. Gentag gerne denne duftudveksling flere gange dagligt.


Kende territoriet

For den nye kat vil det være alt for voldsomt, at blive introduceret til både en anden kat OG nye omgivelser, så derfor skal den nu lære resten af hjemmet at kende. Dette skal ske, mens den herboende kat er lukket væk eller ikke er hjemme. Måler er at den nye kat skal være så tryg ved hjemmet at den ved, hvor alle gemmesteder og smutveje er, når den senere lukkes sammen med den herboende kat. En kat som undersøger et nyt område, har et ret karakteristisk adfærd og kropssprog: den afsøger alle kroge, har en sænket kropsholdning og store opmærksomme øjne. Når dette begynder at ændre sig til det modsatte og katten er tryg, er det ved at være tid til det første visuelle møde. 

 

Det første ”blik”

Det første visuelle møde, giver kattene mulighed for at se hinanden kort. Det bør ske uden mulighed for fysisk kontakt. Dette gøres ideelt set ved at kattene er adskilt af en glas- eller netdør, men en dør på klem med en dørstopper eller lignende er også en mulighed. Alternativt kan man lade en af kattene være i et bur eller en transportkasse, men kun hvis katten er tryg. Det er dog ikke den bedste løsning, da det kan stresse katten voldsomt, ikke at kunne bevæge og gemme sig på så begrænset plads.
Inden dette første visuelle møde, kan Feliway igen være en hjælp. Rene håndklæder sprayes med Feliway og får lov at dampe af i 10 minutter. Dernæst gnides kattene med hver deres håndklæde. På denne måde er kattenes duft ikke så fremmed, man kan sige at man ”snyder” dem lidt til at tro at de kender hinanden.
Disse små visuelle møder gentages adskillige gange i løbet af en dag. Man skal ikke tvinge kattene til kontakt, men lade dem bestemme tempoet selv. Ved det mindske tegn på aggression, stoppes kontakten.

Det første ”rigtige” møde

Når kattene er afslappede og ikke udviser aggressivt kropssprog, fjerner man den barriere som hidtil har adskilt dem. Man lader dem bevæge sig frit rundt i korte intervaller, mens man holder øje med dem. Ved tegn på aggression skal kattene skilles ad med det samme. Husk: voksne katte hvæser ikke i leg! Eskalerer aggressionen og kattene begynder at slås eller jage hinanden, kan man prøve at distrahere dem ved hjælp af høje lyde, og genne dem tilbage til deres respektive rum. Undgå så vidt mulig at tage fat i kattene, på dette tidspunkt er kattene desværre så ophidsede, at de nemt langer ud efter alting. Man skal dog ALTID undgå at det kommer så vidt, da katte ikke ”slås og får det overstået”, tværtimod. Aggressive konfrontationer hjælper aldrig. Har der været aggressive udfald, skal man gå et skridt tilbage i introduktionen og arbejde mere med duftudveksling og visuel, kontrolleret kontakt.
Først når kattene har haft adskillige møder uden aggressiv adfærd og virker afslappede i hinandens nærvær, kan man lade dem være sammen uden opsyn. Indtil da er det bedst at lade den nye kat være i sit rum, når man forlader hjemmet. Når kattene kan være sammen uden opsyn, kan man gradvist flytte madskåle osv. ud af den nye kats rum.


Opretholde det gode forhold

Katteforhold er dynamiske og det betyder at de kan ændre sig, alt efter adgang til ressourcer og forandringer i territoriet. Sørg derfor, som tidligere beskrevet, for rigelige ressourcer.
Teknikken beskrevet i denne artikel kan desuden med fordel bruges i situationer, hvor katte der kender hinanden, har været adskilt og skal føres sammen igen. En kat som har været væk hjemmefra, vil have mistet fælles-duften og kan blive opfattet som fremmed. Et dyrlægeophold, pensionsophold eller lignende, kan altså i værste fald ødelægge et godt forhold. Man kan derfor med fordel bruge principperne fra sammenføringen ved at adskille kattene og duftudveksle. Denne re-introduktion tager ikke lang tid, men kan altså afhjælpe potentielle større problemer.
 

Tålmodighed, tålmodighed og mere tålmodighed!

Sammenføringen af to eller flere katte, kan tage tid og en reel vurdering af deres forhold kan først foretages efter ca. tre måneders samvær. Det kan være et lidt krævende forløb, men hvis resultatet er gode kattevenner er det hele indsatsen værd!