Kattens besøg hos dyrlægen

Sådan kan du gøre det mindre stressende for din kat og for dig at komme til dyrlægen

Af Fie Tiedemann, fagveterinærsygeplejerske i klinisk etologi
 

Et langt og sundt katteliv kræver besøg hos dyrlægen. Mange katte kommer desværre ikke til dyrlægen når de burde, da det kan være en meget stressende oplevelse for dem og dermed også ubehageligt for ejeren. I det følgende er der tips til, hvordan du som ejer kan gøre dyrlægebesøget til en bedre oplevelse for din kat/katte.
 

Fra kattens perspektiv

Ser man på en dyrlægeoplevelse med kattens øjne, starter oplevelsen allerede i hjemmet, når katten skal i dens transportkasse. Mange katte forbinder transportkassen med noget ubehageligt, da den kun kommer frem f.eks. i forbindelse med dyrlægebesøg. Allerede stresset, forstærkes ubehaget ved oplevelsen under den uvante køretur til klinikken. Et ophold i et venteværelse med andre katte, hunde, fremmede lyde og lugte oveni, kan gøre katten meget lidt venligt stemt over for en dyrlægeundersøgelse. Det er helt naturligt, katten ved jo ikke at det handler om at hjælpe den.

Sammenligner man kattens oplevelse af et dyrlægebesøg med hundens, starter kattens oplevelse altså meget tidligt i forløbet i modsætning til hundens, der typisk først starter når den træder ind i klinikken.
 

Forstå din kats adfærd

  • Katte bryder sig sjældent om at forlade deres territorium og ubehaget ved de fremmede omgivelser og mennesker, kan være meget stressende for dem
     
  • Hvis katten reagerer med aggression, er det et udtryk for at den er bange
     
  • Vær tålmodig og rolig, uro og ængstelse smitter af på katten og gør den utryg
     
  • Katte lærer intet af straf og man kommer ikke langt med fysisk magt. Hvis katten er modtagelig over for godbidder, kan man med fordel bruge dem til at fremme den ønskede adfærd. Derhjemme kan man vænne katten til at blive rørt ved munden, ører, poter osv.
     

Vænne katten til transportkassen

Målet er at lære katten at forbinde transportkassen med positive oplevelser og få den til at gå ind i den frivilligt.

  • Lad transportkassen stå fremme altid og ikke kun finde den frem, når katten skal til dyrlæge. Placer transportkassen i det rum, hvor katten opholder sig mest
  • Placer et tæppe, som katten allerede har brugt, i transportkassen. Kattens egen lugt gør transportkassen mere indbydende
     
  • Placer godbidder og legetøj i kassen (gerne legetøj med katteurt)
     
  • Vær tålmodig: Det kan tage tid for katten at føle sig tryg ved transportkassen især, hvis katten har dårlige associationer med kassen i forvejen
     
  • Giv katten ro: Ofte vil katten opsøge kassen i løbet af natten, når der er roligt i hjemmet
     

Hvis katten ikke vil ind i transportkassen

Følgende kan bruges, hvis katten ikke er blevet vænnet til transportkassen og har brug for at komme til dyrlæge.

  • Placer transportkassen i et lille rum med få gemmesteder. Tag katten med ind i rummet og luk døren. Brug godbidder eller legetøj til at opfordre katten til at gå ind i transportkassen, sørg for at bevare roen og ikke lave hurtige bevægelser. Jagt ikke katten.
     
  • Hvis katten ikke selv går ind i kassen, kan man prøve at løfte katten og muligvis på denne måde få den ind i kassen. Det er imidlertid nemmere, hvis kassen kan åbnes i toppen. Alternativt kan man skille kassen ad i to og løfte katten op i den nederste del. Den øverste del sættes forsigtigt på bagefter. Her er det en fordel at placere kassens indgang (hvor man har fjernet døren da man skilte den ad) op mod en væg eller lign., så katten ikke løber ud af åbningen. Husk at løfte og holde katten på en måde så den føler sig tryg. Katte bryder sig ikke om at blive holdt for hårdt, men skal omvendt også føle sig sikre på at de ikke falder. Katten skal derfor løftes med begge hænder og holdes fast med en hånd under bagparten og den anden hånd om forparten.
     
  • Feliway kan med fordel bruges til at spraye i kassen ca. 15-30 min. inden brug. Feliway er en kunstig variant af duftstoffer som produceres i kirtler i kattens ansigt. Duftstofferne afsættes i omgivelserne, når katten gnider sig op af noget. Dette hjælper katten til at skelne mellem kendt og ukendt og får den til at føle sig tryg.   
     

Hos dyrlægen

Undgå at sætte transportkassen på gulvet i venteværelset. Katte føler sig mere trygge når de kommer lidt op i højden, så placer gerne kassen på en bænk el. lign. Undgå at sætte kassen tæt op ad fremmede katte. Lad ikke hunde snuse til kassen. Selvom din kat måske er vant til hunde, er det ikke ensbetydende med at den synes om at fremmede hunde kommer tæt på, især i ukendte omgivelser.

I fremmede omgivelser, føler katten sig mest tryg i sin transportkasse. Lad derfor katten opholde sig i transportkassen, indtil den skal undersøges og undgå at trække eller hælde katten ud af transportkassen, når den skal ud. Lad den komme ind i transportkassen igen, efter endt undersøgelse.

Selvom din kat normalt vil nyde din berøring, er det ikke sikkert dette kan berolige den under dyrlægebesøget. Katte foretrækker nemlig mindst berøring og rolige bevægelser, når de er stressede. Din kat kan under dyrlægebesøget opleve det som meget ubehageligt at blive løftet på og holdt fast. En rolig og kortvarig undersøgelse af katten er derfor det ideelle. Skal katten indlægges, er det rart for den at beholde sin transportkasse.

Når katten kommer hjem - flere katte i hjemmet

Katte bruger duftstoffer til at kommunikere med og er meget følsomme overfor fremmede dufte. Katte der lever sammen har en fælles duft. Hvis én kat kommer hjem fra dyrlægen og lugter fremmed, kan den/de andre katte i hjemmet ikke genkende den og de kan reagere aggressivt.
 

  • Feliway hjælper alle kattene til at føle sig trygge
     
  • Lad den hjemvendte kat blive i transportkassen og hold øje med om den anden/de andre katte virker anspændte. Slapper alle katte af, kan den hjemvendte kat lukkes ud af kassen
     
  • Virker den anden/de andre katte ængstelige, kan den hjemvendte kat installeres i et separat rum med de fornødne ting (mad, vand, kattebakke osv.) i min. et døgn. På denne måde kommer den snart til at lugte velkendt igen og kattene kan snart sættes sammen
     
  • Det kan være en mulighed at tage begge katte med til dyrlægen, men altid i separate transportkasser

 

Hvilken transportkasse er bedst?

En transportkasse er uundværlig når katten skal til dyrlæge. Transportkassen sikrer katten under køreturen og forhindrer at den kan løbe væk, men gør også at ejeren ikke kommer til skade, hvis katten går i panik og prøver at flygte. Spænd transportkassen fast med sikkerhedsselen, så en hård opbremsning ikke resulterer i en flyvende transportkasse.

Under transporten, er nogle katte mest trygge ved at kunne kigge ud, men de fleste katte føler sig trygge ved at have et tæppe over kassens sider, så de ikke kan se det ukendte.

Da dufte, som tidligere beskrevet, betyder meget for katte, kan det heller ikke anbefales at låne en anden kats transportkasse. Det er meget stressende for en kat at være tvunget til at opholde sig i, hvad der dybest set er en fremmed kats territorium.

Den ideelle transportkasse er lavet af hård plast. Det kan være en fordel at vælge en som kan deles på midten, så overdelen nemt kan fjernes fra underdelen. Dette er en fordel, hvis katten er utryg under dyrlægeundersøgelsen. I så fald kan man fjerne kassens overdel og dyrlægen kan undersøge katten mens den ligger i underdelen.